skærmbillede 2025 08 22 kl. 11.36.04

Relationel velfærd – her er en ny vej for Aarhus

Vi står i en tid, hvor vores velfærd er presset fra mange sider. Flere ældre har brug for hjælp, flere unge mistrives, og mange familier oplever, at de møder et system, der er for tungt og uoverskueligt.

Hvis vi bare skruer op for tempoet, mere kontrol og flere skemaer, risikerer vi at slide både medarbejdere og borgere op. Vi har brug for en ny tilgang til velfærden.

Det er her, relationel velfærd kommer ind. Kort sagt handler det om at sætte mennesket foran systemet.

Når en borger møder en medarbejder, der har tid og mandat til at lytte, forstå og handle i fællesskab, så ændrer det hele oplevelsen.

Vi ser det allerede i Aarhus, hvor borgere med psykiske udfordringer får hjælp af små teams, der kender dem og kan skabe tryghed og sammenhæng i hverdagen. Eller når en ung i jobcenteret møder den samme medarbejder igen og igen – en medarbejder, der tror på ham, følger op og hjælper med at tage de små skridt, der kan føre til uddannelse eller arbejde.

Det lyder enkelt, men det kræver meget at ændre måden, vi arbejder på. Implementeringen går stærkt, og det stiller store krav til medarbejdere og ledere.

Derfor har jeg stillet forslag i Aarhus Byråd om, at vi sikrer, at relationel velfærd bliver rullet ud på en bæredygtig måde. Det betyder, at vi aktivt skal tænke på arbejdsmiljøet, at vi tidligt skal tage dialogen om belastning, og at vi skal have modet til at justere, når presset bliver for stort. Vi skal samtidig holde fast i, at alt dette kun giver mening, hvis det også kan mærkes i borgernes liv.

Relationel velfærd må ikke ende som endnu et projekt, der forsvinder efter få år. Det skal være en ny kultur, der forankres dybt i vores måde at drive velfærd på i Aarhus. Og det skal gå side om side med de store reformer, vi står overfor, som beskæftigelsesreformen og værdighedsreformen. Fælles for dem er, at de handler om respekt, tryghed og livskvalitet for mennesker, der er afhængige af vores fælles velfærd.

Jeg tror på, at Aarhus kan blive foregangskommune. Vi kan vise, at når vi sætter relationer i centrum og giver medarbejderne de rigtige rammer, så kan borgerne mærke en forskel. Relationel velfærd er ikke kun en metode, det er en kulturændring. Og den kan gøre Aarhus til et bedre sted at leve for os alle.