Man kan altid diskutere, hvad vi bruger vores penge til. Men noget giver altså ikke mening: At staten kan honorere kunstneriske råd – mens kommunerne kun må give en diæt på omkring 400 kroner pr. møde, det er jo lokalt vi ser mulighederne og skaber velfærden.
I Aarhus har musikrådets medlemmer i mange år fået et fast honorar for deres arbejde. Det stopper nu, fordi Ankestyrelsen har vurderet, at der ikke er lovhjemmel til det. Fremover får medlemmerne det samme som i København, Odense og Aalborg – altså en diæt pr. møde.
Det lyder måske rimeligt. Men ser man på, hvad arbejdet egentlig indebærer, tegner der sig et andet billede: Musikrådet læser bunker af ansøgninger, vurderer kvalitet, relevans og potentiale – ofte på vegne af mange millioner kroner af borgernes skattekroner. Det er et stort ansvar, som kræver både tid, forberedelse og faglig indsigt.
Og her opstår dilemmaet: På den ene side skal reglerne naturligvis være klare og ensartede – borgerne skal kunne have fuld tillid til, at vi følger lovgivningen. På den anden side mister vi noget vigtigt, hvis vi gør det urimeligt svært at tiltrække de dygtigste kræfter til vores kunstneriske råd.
For lokalt er vi tættere på virkeligheden. Vi kender ansøgningerne, vi ser kunstnerne, vi fanger mulighederne. Derfor bør vi også have rammer, der gør det muligt at anerkende det store arbejde, folk lægger i at sikre kvalitet i kulturen. Kulturen binder os sammen, udfordrer os, udvikler os og skaber livskvaliteten .
Derfor er det her mere end en teknisk sag om honorarer. Det er en påmindelse til Christiansborg om, at kommunerne har brug for bedre rammer. Rammer, der både sikrer gennemsigtighed – og giver os mulighed for at anerkende den faglighed, som i sidste ende gør, at aarhusianerne får mest muligt kvalitet for deres skattekroner.
