Aarhus er stolt af at være en kulturby. Vi har stærke kulturinstitutioner som Aarhus Teater, Den Gamle By, Børnekulturhuset, Kunsthal Aarhus, Filmby Aarhus, Bora Bora, Katapult, Lydens Hus – og ikke mindst Teatret Svalegangen, som har været et fyrtårn for scenekunst med nerve og samfundsengagement i over 40 år, helt tilbage fra borgmester Thorkild Simonsens tid.
Men spørgsmålet er, om vi som kommune prioriterer dem, som vi burde – eller om vi er i færd med at tage dem for givet.
For lige nu er der grund til at spørge: Støtter vi vores kulturinstitutioner godt nok? Har vi et tilstrækkeligt driftstilskud, en gennemsigtig prioritering og en forståelse af kulturens værdi, som rækker ud over det økonomiske? Eller er vi i gang med at afmontere det fundament, vi bygger vores samfunds selvforståelse på?
Vi ved fra dansk og international forskning, at kultur er med til at styrke social sammenhængskraft, identitet, dannelse og demokrati. Og Ifølge Dansk Kulturanalyse øger deltagelse i kulturliv borgernes tillid til hinanden og til samfundets institutioner. Kultur styrker mental sundhed, læring, nysgerrighed og refleksion. Det giver børn og unge stemmer og højner deres horisonter, de ellers ikke ville få adgang til.
Når vi ikke opprioriterer driftstilskuddene, tvinger vi institutionerne til opslidende fondsansøgninger og afhængighed af projektmidler. Det flytter fokus væk fra deres kerneopgave: At skabe kunst og kultur, der taler til os alle. Dermed ikke sagt, at det også er en præmis for kulturinstitutioner at skule finde fonde og andre muligheder.
For nylig besøgte jeg Teatret Svalegangen. Her blev det endnu tydeligere for mig, hvad der er på spil. Svalegangen er ikke bare et teater – det er et sted, hvor der skabes kunst, der tør tage livtag med virkeligheden, og hvor unge og voksne kan spejle sig i fortællinger, de ikke ser andre steder.
Og samtidig kæmper teatret for at få økonomien til at hænge sammen. Selvom de er en institution med høj kvalitet og betydning for byens kulturliv, er de under pres, selvom de kommer godt igennem – men som så mange andre står det klart, at uden stabil kommunal understøttelse risikerer vi at miste de steder, hvor kunsten tør at være modig.
Som kommune har vi ikke kun mulighed for at støtte kulturen. Og en forpligtelse. Det står faktisk i Unescos anbefalinger, i Kulturministeriets visioner og i vores egen kulturpolitik, hvor vi taler om adgang, fællesskab og demokrati.
Men fine ord skal følges af reelle prioriteringer. Når vi ikke løfter tilskuddene, når huslejer stiger uden kompensation, og når institutionerne ikke kan planlægge langsigtet, så svækkes hele byens kulturelle økosystem, det ved vi som lokalpolitikere.
Aarhus har en række institutioner, som enten er kommunalt drevne eller stærkt afhængige af kommunal støtte: Bora Bora, Katapult, Kunsthal Aarhus, Filmby Aarhus, Lydens Hus, Børnekulturhuset – og Teatret Svalegangen blandt dem. Det er dem, der holder kulturen i live året rundt – ikke bare i festivaltider og festuge, men i hverdagen.
De er vores demokratiske værksteder, vores udstillingsvinduer og vores rum for refleksion. Når vi svækker dem, mister vi ikke kun forestillinger. Vi mister rum for samtale og dannelse.
Kultur er arbejdspladser og byudvikling. Men det vigtigste er det, der ikke kan måles i kroner og øre: Det lærer os at leve med hinanden. Det ruster os til uenighed, til dialog og til empati. Det lærte jeg selv som praktikant som 18-årig på et tysk statsteater i Krefeld/Dortmund. Kultur giver forståelse til unge. Det er helt elementært.
Det handler ikke om at gøre kulturen finere, for det skal vi ikke, vi skal se det som vores demokratiske tilgang i vores del af verden og selvforståelse. Det handler om at sikre, at teater overlever som kulturinstitution – og fortsat kan spille sin afgørende rolle i et levende og demokratisk Aarhus. Derfor mener jeg også, vi skal have debatten i byrådet om, hvad vil vi med kulturen, når det handler om hverdagen.
Udgivet i Århus Stiftstidende 24.04.2025
