Det er hjerteskærende at høre om børn, der lever i massivt omsorgssvigt. Om små mennesker, der vokser op i kaos, vold eller misbrug – uden voksne, der passer på dem. Ingen børn skal leve sådan.
Derfor forstår jeg godt, at rådmand Anette Poulsen vil handle. Men spørgsmålet er, om hendes kurs – med hurtigere anbringelser og mere tvang – reelt gavner de børn, vi ønsker at redde. Eller om det først og fremmest skal vise handlekraft i medierne.
Vi har et ansvar for at gribe ind, når et barn lider. Men vi har også et ansvar for at spørge: Hvordan er vi som kommune selv med til at skubbe familier ud over kanten? Når vi taler mere om tvang end om tillid, mere om systemets beføjelser end om borgernes muligheder, så er vi ikke i balance.
Anbringelser redder nogle børn. Men det er ikke en garanti for et bedre liv. Tværtimod viser både forskning og erfaring, at mange tidligere anbragte kæmper med ensomhed, lav trivsel og et liv præget af skift og svigt.
Anbringelse er et alvorligt indgreb – ikke et quickfix, når systemet er kørt fast.
Det undrer mig, at rådmanden taler så lidt om, hvordan vi undgår, at børn havner i den situation til at begynde med. Man kan godt ville redde børn og samtidig stille sig kritisk over for en kurs, der næsten udelukkende fokuserer på at fjerne dem fra deres hjem.
Hvis vi vil færre tvangsfjernelser, skal vi investere i de indsatser, der gør en forskel, før det går galt:
Vi skal give socialrådgiverne mere tid og færre sager. Relationer skaber forandring – ikke rundsendte papirer. Vi skal styrke forældreindsatsen i de tidlige år, f.eks. med hjemmebesøg, familieambulatorier og forældrementorordninger i udsatte boligområder.
Vi skal sikre stabile voksne i daginstitutioner og skoler – det kræver bedre normeringer og fokus på de børn, der allerede mistrives. Vi skal oprette lokale, tværfaglige familieteams, hvor psykologer, pædagoger og socialrådgivere arbejder sammen tæt på familierne – ikke i hvert sit forvaltningskontor. Og vi skal give udsatte boligområder langvarige sociale investeringer – ikke kun fysiske helhedsplaner.
Det er ikke gratis. Men det er langt dyrere – menneskeligt og økonomisk – ikke at gøre det.
Rådmandens handleplan rummer gode dele, som vi bør bakke op om. Men retorikken og retningen bekymrer mig. Når man politisk sætter overskriften “tidligere tvang” på en social strategi, risikerer man at forstærke en kultur, hvor kontrol og afstand trumfer relation og nærvær.
Vi skal selvfølgelig turde handle, når det er nødvendigt. Men vi må ikke opbygge et system, hvor frygten for at fejle bliver større end viljen til at forstå. Det er netop derfor, vi som politikere skal være garant for, at etikken følger med.
Det er tid til at finde balancen. Forebyggelse er ikke naivt – det er vores stærkeste værn. Når vi møder en familie i krise, skal vi ikke kun spørge: Hvad kan vi tage væk? Vi skal også spørge: Hvad kan vi give dem, mens der stadig er noget at bygge på?
Hvis vi kun måler vores succes på, hvor hurtigt vi fjerner et barn, så har vi tabt noget vigtigt undervejs. Vores menneskesyn. Vores fælles ansvar. Og børnene har ikke kun brug for beskyttelse. De har brug for muligheder.
Udgivet i Århus Stiftstidende 02.05.2025
