Jeg læste med interesse SF’s debatindlæg om, hvordan det er at tage sit barn i hånden og puste til en mælkebøtte på vej hjem fra en lokal institution. Det er smukt beskrevet. Og jeg er enig i, at børnepasning handler om meget mere end logistik. Det handler om nærhed, fællesskab og en tryg barndom.
Men jeg må også spørge: Hvor er SF henne, når det kommer til handling?
For virkeligheden i Aarhus er, at SF bakker op om lukning af små, lokale børnehuse – dem, hvor man netop kan gå hjem og puste til mælkebøtter. Det gælder bl.a. i Højbjerg, hvor forældre har kæmpet for at bevare børnehaver tæt på deres hjem, men er blevet mødt med politisk nej. Det gælder også andre steder, hvor økonomi og kapacitet trumfer hverdagsliv og relationer.
Det virker mærkeligt at fejre vigtigheden af lokale institutioner i et debatindlæg samtidig med, at man som parti stemmer for, at de bliver lukket i virkeligheden.
Det her handler ikke om at være bagstræberisk. Selvfølgelig skal vi udvikle vores pasningstilbud. Men det kræver en ærlig linje: Man kan ikke tale varmt om små enheder og lokal forankring – og så stemme for centralisering og stordrift.
Det skaber forvirring, ikke tillid. Og det rejser et større spørgsmål: Er magten blevet for magelig for SF i Aarhus? Er det velfærd – eller er det velfærdsretorik?
Hvis SF virkelig mener, at nærhed og tryghed er afgørende for børn, så lad os tage den samtale åbent. Så lad os diskutere, hvordan vi kan skabe flere små enheder i nye børnehuse. Hvordan vi kan lade civilsamfund og forældre få en stemme i udviklingen. Hvordan vi kan nytænke fremfor at lukke ned.
For Moderaterne handler børnepasning ikke om bygninger alene, men om liv. Om børn, forældre og hverdage, der hænger sammen.
Jeg spørger SF: Hvad er jeres plan? Hvor står I – helt reelt? Er det her en vision for fremtidens Aarhus – eller er det et forsøg på at forklare noget, vælgerne alligevel kan gennemskue?
Aarhus har brug for modige svar, ikke smukke ord.
Udgivet i Århus Stiftstidende 21.05.2025
