Jeg blev faktisk lidt ærgerlig, da jeg læste Liberal Alliances indlæg i Jyllands-Posten, hvor vores forslag om at styrke Aarhus Symfoniorkester bliver kaldt en “millionfest”.
For i virkeligheden siger de, at kultur er noget overflødigt – noget, vi kan undvære. Jeg mener det stik modsatte: Kultur er nødvendigt, og uden den mister Aarhus både sjæl, arbejdspladser og sammenhængskraft.
Aarhus Symfoniorkester får i dag omkring 22 mio. kr. i årlig til basis drift. Det lyder af meget, men i praksis betyder stigende udgifter til lønninger, husleje og produktion, at orkestret år for år bliver mere presset. Hvorfor det tages alvorligt med til budgetforhandlinger. Uden ansvarlig drift i de kommende år risikerer vi nedskæringer i repertoiret, færre skole- og ungeprojekter og et svækket samarbejde med byens øvrige kulturinstitutioner. Det er ikke en fest. Det er en redningskrans, som sikrer, at orkestret kan overleve og fortsat være hele Aarhus’ orkester.
Og lad os være tydelige: Det går ikke ud over borgerne. Tværtimod. Musiklivet i Aarhus bidrager årligt med 1,7 mia. kr. i værdi og skaber næsten 3.000 arbejdspladser. Festivalerne alene genererer mere end 850 mio. kr. til byens økonomi. Kultur er ikke overflødigt – det er vækst, arbejdspladser og en central del af byens brand.
Og kultur er også velfærd. Og musik samler mennesker, giver glæde og skaber identitet for unge og ældre generationer. Når Aarhus Symfoniorkester spiller skolekoncerter eller arbejder med unge talenter, er det ikke overflødigt, men dannelse . Det er en investering i børn og unge, i livskvalitet og i byens fremtid.
Derfor er det ærgerligt, at Liberal Alliance reducerer kulturen til en udgiftspost, man kan skære væk. Det er en kortsigtet tankegang, der overser både den økonomiske og menneskelige værdi, kultur skaber.
Aarhus er i rivende udvikling. Vi bygger, vi vokser, vi tiltrækker nye medborgere og arbejdspladser. Men uden kulturen mister vi byens sjæl. Vi vil være ansvarlige for grundfundamentet for drift, og som ikke er blevet løftet. Og vi ønsker at byen er rig – i liv og velfærd.




