Aarhus kalder sig selv en cykelby – men er vi egentlig nået i mål?
Tallene fra Stiften viser, at vi stadig har et stort problem: Fra 2019 til 2023 registrerede politiet 1.139 cykelulykker i Aarhus. Men på skadestuerne blev der registreret næsten tre gange så mange – hele 3.477. Hver anden personskadeulykke i kommunen involverer en cyklist.
For de mange familier, der hver dag cykler gennem midtbyen, betyder det utryghed. Det kan være børn, der balancerer på smalle stier, forældre, der holder vejret i et travlt kryds, eller unge, der kører hjem i mørket ad ruter uden ordentlig belysning. Cyklen skal være frihed og tryghed – ikke frygt.
Aarhus har taget nogle gode skridt: højresving for rødt, forlommer i kryds og bedre skoleveje. Men jeg mener, vi skal mere.
Jeg og Moderaterne i Aarhus arbejder for, at midtbyen bliver indrettet, så familier trygt kan vælge cyklen. Det kræver kryds, hvor børn ikke er i skyggen af lastbiler. Det kræver stier, der er brede, velholdte og belyste, så vi undgår de mange eneulykker. Og det kræver også mod til at gentænke trafikken, så cyklen kan være det nemme og sikre valg.
Aarhus kan blive kendt som Danmarks bedste cykelby. Men det kræver, at vi tager tallene alvorligt og sætter familiernes hverdag øverst. For cyklen er hverdagsglæde for mange forældre og børn.




