Vi peger ikke fingre ad metroforslaget – men lad os nu starte med det, vi allerede har

Ideen om en metro i Aarhus er ambitiøs – og den fortjener en åben drøftelse. For det er både rigtigt og nødvendigt, at vi som by tænker i nye, stærke løsninger for fremtidens mobilitet. En by i vækst har brug for sammenhængende og effektive transportformer.

Men vi har også brug for at se på, hvordan vi bygger videre på de investeringer og fælles beslutninger, vi allerede har truffet.

Letbanen er ikke blot et århusiansk projekt. Den blev oprindeligt tænkt som en regional løsning, der skulle binde Østjylland sammen – fra Grenaa og Odder til Lisbjerg og Skanderborg. Den skulle skabe reel mobilitet på tværs af bygrænser og gøre det muligt for tusindvis af mennesker at vælge kollektiv transport frem for bil. Den vision er stadig aktuel – og endnu ikke fuldt indfriet.

Jeg sidder selv i letbanerådet og arbejder med den opgave. Vi kan nå meget længere med det system, vi allerede har. Letbanen kan udvides til flere bydele – Brabrand, Viby, Hasselager, Lisbjerg – og forbindes endnu bedre med elbusser, tog og cykel. Vi kan gøre rejsen nemmere og hurtigere, hvis vi prioriterer det politisk.

Et metroprojekt kan på sigt supplere mobiliteten, særligt i den tætte midtby, hvis befolkning og trafikbelastning fortsætter med at vokse. Det bør derfor ikke afvises blankt. Men lige nu står vi med nogle helt konkrete muligheder, som fortjener at blive udnyttet, før vi kaster os ud i en ny milliardinvestering med lang tidshorisont og mange ubekendte.

I Moderaterne ønsker vi, at Aarhus binder sig stærkere sammen, ikke bare med sig selv, men med resten af Østjylland. Den kollektive trafik skal være til at stole på. Den skal give mening i hverdagen, både geografisk og socialt.

Derfor peger vi ikke fingre ad metroforslaget. Tværtimod ser vi det som en invitation til at tage byens mobilitet alvorligt. Men vi mener, at det mest ansvarlige – og det mest virkningsfulde – er at begynde med det, der allerede er, og gøre det bedre. Ikke fordi vi er bange for visionen , men fordi vi vil sikre, at den bliver til gavn for flest muligt.

Letbanen er ikke et afsluttet kapitel. Den er en platform, vi kan bygge videre på – hvis vi vil.

Udgivet i Århus Stiftstidende 23.06.2025