Når Aarhus bygger til fremtiden, står vi med et ansvar, der rækker langt ud over teknik, kloakledninger og mængder af spildevand. Med Aarhus Rewater er der sat en ny og ambitiøs kurs for, hvordan vi som by håndterer en af de mest grundlæggende opgaver: at rense det vand, vi forbruger og udleder.
Rewater bliver beskrevet som verdens mest ressourceeffektive renseanlæg – og det er i sig selv både fascinerende og nødvendigt i en by, hvor befolkningstallet forventes at vokse med 4.000 borgere eller mere om året. Men med ambitionerne følger også svære spørgsmål. For hvad betyder det reelt for Aarhus, for Frederiksbjerg, for byens landskab – og for den enkelte borger?
Projektet tegner Rewater som et stærkt miljømæssigt fremskridt. Med betydelige reduktioner i udledningen af kvælstof og fosfor kan vi skabe et bedre havmiljø, beskytte vores bugt og sikre, at Aarhus fortsat kan være en by, hvor man kan bade, sejle og nyde naturen tæt på byen. Samtidig lover projektet en markant forbedret energibalance: Anlægget skal kunne producere mere energi, end det forbruger, og udvinde nye ressourcer af spildevand og varme, der kan komme byen til gode.
Men midt i begejstringen for det teknologiske og grønne nybrud må vi også spørge os selv, hvilken by vi er ved at bygge – og hvilke konsekvenser vi pålægger dem, der bor tættest på. Det gælder ikke mindst beboerne på Frederiksbjerg og omkring Marselisborg Lystbådehavn, hvor anlægget placeres.
Når man i dag ser ud over havet, ser man åbne horisonter, sejlbåde og natur. I fremtiden vil man se en ny bygningsmasse, et teknisk anlæg – godt nok skjult og overdækket – men stadig med visuel tyngde og betydning. Spørgsmålet er, om vi reelt har gjort os klart, hvordan det vil forandre udsigten, byoplevelsen og forbindelsen til vores kyst.
Det er netop her, vi som kommune står over for en vigtig prøvelse: Har vi tænkt nok på helheden? Har vi gentænkt, hvordan kvadratmeterne bruges? Eller har vi – i vores forståelige jagt på en bæredygtig løsning – blot flyttet et anlæg fra ét sted til et andet uden at udnytte potentialet for at tænke mere integreret i byen og mere menneskeligt?
For måske kunne vi – samme sted, som vi bygger Rewater – skabe noget mere. En tættere, mere sammensat bystruktur. Måske kan tekniske anlæg og rekreative byrum ikke blot ligge side om side, men være vævet sammen. Et anlæg med grønne tage, anlæg, der fortæller historien om Aarhus’ ansvar for vand og miljø. Og måske kunne vi have tænkt i, hvordan vi bygger mere end ét formål ind i samme kvadratmeter og mindre søterritorium. Det er dét, vi skylder byen – ikke mindst i en tid, hvor grunden ved Tangkrogen er noget af det mest attraktive og bynære areal, vi har tilbage.
Kritikken, der har lydt, handler ikke kun om placeringen og økonomien. Den handler også om fornemmelsen af, at vi ikke har ladet visionerne for byrum, havnefront og helhedsplaner følge helt med. Vi taler ofte om, at Aarhus skal tænkes i helheder og ikke i siloer – men her står vi med et projekt, der i sin natur netop er en silo. En fysisk, lukket struktur med ét formål, isoleret fra den omkringliggende by.
Det er naturligvis ikke hele sandheden i min optik. Projektet er under udvikling, og både Aarhus Vand og kommunen har arbejdet med borgerinddragelse og æstetik – og vil arbejde videre sammen. Men spørgsmålet er, om vi har været modige nok. Om vi kunne have udfordret os selv mere. Tænkt højere og med flere muligheder.
For den enkelte århusianer vil Rewater næppe kunne mærkes i dagligdagen. Der vil ikke komme røg ud ad skorstenen og formentlig ikke være lastbiltrafik døgnet rundt. Men det betyder ikke, at det er uden betydning. Tværtimod. Det handler om, hvordan vi som by ser ud, udvikler os og lever sammen.
Det handler om, hvordan vi bruger vores kyst og vores udsigt – som jeg selv møder hver dag, når jeg går på arbejde ved Tangkrogen – og hvad vi vælger at bruge den til. Jeg sidder i økonomi- og erhvervsudvalget, hvor vi drøfter, hvordan vi ser projektet. Og her forsøger jeg at se det i et borgerperspektiv og politisk: Hvad er vigtigst for den enkelte århusianer?
Det er nemt at være bagklog. Det svære er at være forudseende. Derfor er det nu, vi skal sikre, at Rewater bliver mere end et teknisk svar på et praktisk problem. Det skal være en fortælling om, hvordan Aarhus går forrest, ikke kun i effektivitet, men i helhedstænkning. Ikke kun i rensning, men i byrum og i mennesker.
Så ja, Rewater er nødvendigt – for det, vi har, er ved at være brugt op og slidt. Men hvordan det bygges, og hvor tæt det knytter sig til livet i byen – det er stadig et valg. Et valg, jeg mener skal tages med både omtanke og mod.
Udgivet i Århus Stiftstidende 17.06.2025