skærmbillede 2025 08 22 kl. 11.47.42

Veje er fælles – ansvaret må også være fælles

Moderaterne vil finde en vej, hvor både økonomi og mobilitet hænger sammen

Debatten om de private fællesveje i Aarhus har udviklet sig til en mudderkamp. SF kalder det “dybt uansvarligt” og “casinoøkonomi”. Socialdemokratiet siger, at man skylder borgerne et svar. Venstre og Konservative trækker sig fra en aftale uden at have en plan.

Men borgerne ser det helt enkelt: De vil bare have veje, der fungerer. Cykelstier uden huller. Busser, der kan køre til tiden. Tryg fremkommelighed i hverdagen.

Derfor er Moderaternes udgangspunkt klart: Vejene er et fælles gode, som alle bruger – uanset hvem der står som ejer. Og når alle bruger dem, må vi også finde en fælles løsning på, hvordan de skal finansieres.

Det er rigtigt, at borgerne på de berørte veje føler sig urimeligt ramt. Men det er også rigtigt, at det kan koste Aarhus Kommune op mod 70 millioner kroner om året, hvis privatiseringen rulles tilbage. De penge findes ikke bare af sig selv.

Så ja – vi forstår godt Venstre og Konservative, der er bekymrede for borgernes urimelige ekstraregninger. Men det at melde sig ud af aftalen uden at have en plan for, hvor pengene skal komme fra, er lidt halvvejs løsninger.

Og ja – SF og Socialdemokratiet, der peger på økonomien. Men det er lige så uansvarligt kun at råbe “uansvarligt” uden at anvise en ny vej frem og vise at man vil gå konstruktivt til værks, på noget som er vigtigt for borgerne.

Moderaterne vil noget andet. Vi vil tage ansvar for både økonomien og mobiliteten. Vi vil insistere på, at Aarhus finder en løsning, hvor vejene vedligeholdes ordentligt, uden at hullerne i vejene bliver til huller i velfærden.-

Derfor rækker vi hånden ud – og her til Venstre og Konservative – for at finde en konstruktiv løsning, hvor vi kan forene borgernes oplevelse af retfærdighed med kommunens økonomiske ansvarlighed.