Forestil dig at være ung og have masser af drømme for fremtiden, men hver gang du prøver at tage det næste skridt, møder du et system, der ikke ser dig. Ikke fordi du ikke vil arbejde. Ikke fordi du ikke har noget at byde på. Men fordi dine udfordringer ikke er synlige, og fordi ingen for alvor spørger, hvad du har brug for.
Sådan er virkeligheden for alt for mange unge med usynlige handicap. Og det er bare ét billede blandt mange i en fortælling, vi alt for sjældent tager os tid til at lytte til.
Nu, hvor jobcentrene skal nedlægges, står vi i en unik situation. Vi har mulighed for at gøre op med et system, der i årevis har mødt mennesker med handicap med kontrol og mistro – og i stedet bygge noget, der hviler på tillid, fleksibilitet og respekt for det enkelte menneske.
Jeg har gennem årene mødt mange mennesker, som har stået uden for arbejdsfællesskabet. Nogle har fysiske handicap, andre psykiske. Nogle har aldrig fået en fod indenfor på arbejdsmarkedet, andre er faldet ud efter mange års loyal indsats. Fælles for dem er, at de har lyst til at bidrage. Men de har mødt en mur.
Især de unge med usynlige handicap har en særlig plads i mit hjerte. Dem, der kæmper med angst, autisme, ADHD eller følger af langvarig sygdom. De ser “helt almindelige” ud, men bærer på noget indeni, som er svært at forklare – og som systemet ofte har svært ved at forstå. Mange af dem er endt i passivitet, ikke fordi de ville det sådan, men fordi hjælpen aldrig ramte dem rigtigt.
Når vi i Aarhus Kommune i den kommende byrådsperiode skal arbejde med en ny handicappolitik, håber jeg, at beskæftigelse bliver et helt centralt omdrejningspunkt. Ikke som en teknisk øvelse, men som en menneskelig forpligtelse.
For beskæftigelse handler om langt mere end økonomi. Det handler om at blive set som en del af fællesskabet. Om at føle sig savnet, når man ikke er der. Om at være med til at skabe værdi sammen med andre.
Det første skridt er, at vi begynder at lytte. Ikke til systemer, men til mennesker. Vi skal turde spørge: Hvad drømmer du om? Hvad har du brug for? Hvad skal der til for, at du kan være med?
Samtidig skal vi gøre op med ideen om, at mennesker med handicap først skal igennem lange afklaringsforløb, før de kan få lov at arbejde. Mange ved godt, hvad de kan – og hvad de ikke kan. De har ikke brug for endnu et forløb. De har brug for tillid. Og for en arbejdsplads, der tør tage imod dem.
Her spiller virksomhederne en afgørende rolle. Og jeg ved, at mange gerne vil tage ansvar – men de har brug for støtte og vejledning, ikke bureaukrati. Vi skal gøre det nemt at gøre det rigtige.
Vi skal også se teknologien som en gave. Mange – både unge og ældre – med forskellige former for handicap kan arbejde hjemmefra, fleksibelt og på egne præmisser. Hvis vi tør bruge de digitale muligheder rigtigt, kan vi åbne nye døre, der før var lukkede.
Vi er en kommune med stærke fællesskaber, dygtige fagpersoner og engagerede virksomheder. Hvis vi tør tænke nyt sammen, kan vi skabe en ny model for, hvordan mennesker med handicap bliver en naturlig del af vores arbejdsfællesskab. Og fordi vi tror på, at alle har ret til at være en del af noget større.
Der sidder unge rundt om i byen lige nu på værelser, i sofaer, på kontanthjælp – og venter på, at nogen åbner døren. Den dør kan vi åbne. Men vi skal gøre det med mod, med varme og med handling.
Når vi nu står foran en omstilling, hvor jobcentrene skal nedlægges, skal vi ikke bare genskabe det gamle. Vi skal skabe noget bedre. Noget, der giver mening i virkeligheden. Noget, vi kan være stolte af.
Udgivet i Århus Stiftstidende 02.04.2024
