skærmbillede 2025 08 22 kl. 11.47.42

Rigtig god og grøn idé – men har I tænkt på dem, det går ud over?

Det lyder umiddelbart som en god nyhed, at man nu gratis kan tage sin cykel med i bybusserne i Aarhus. Flere vil kunne kombinere cykel og kollektiv transport, og det er jo godt for både klima og mobilitet. Men lad os lige stoppe op og se nærmere på konsekvenserne – for ikke alle bliver vinderne i dette forsøg.

For hvor efterlader det mennesker med handicap, ældre med rollator eller forældre med barnevogn? Det fremgår tydeligt, at fleksarealet i bussen – det område, hvor der skal være plads til kørestole, barnevogne og rollatorer – nu også skal rumme cykler. Og det sker på et “først til mølle”-princip.

Det vil sige: Kommer du med din kørestol, og der allerede står to cykler, må du vente på næste bus. Ikke fordi din plads ikke burde være sikret – men fordi vi har indført en regel, der ikke tager højde for, at nogle har færre alternativer end andre.

Det er ganske enkelt uholdbart. Både teknologisk og politisk har vi arbejdet på at gøre vores busser mere tilgængelige. Elektroniske ramper er et vigtigt skridt frem. Men når vi samtidig indfører regler, der skaber konkurrence om pladsen med raske borgere på cykel, bevæger vi os baglæns – især for de mennesker, som ikke har muligheden for bare at trække cyklen hjem eller tage en omvej.

Det er også bemærkelsesværdigt – og bekymrende – at hverken tilgængelighedsudvalget eller handicaprådet er blevet hørt, før forsøget blev rullet ud. Det her handler ikke kun om grøn omstilling. Det handler også om rettigheder, om ligebehandling og om at tænke hele byen med.

Vi skal naturligvis udvikle vores transportløsninger, men det må ikke ske på bekostning af dem, der i forvejen er udfordret i hverdagen. Det er en klassisk blind vinkel i god mening: En grøn idé, der overser sociale konsekvenser.

Udgivet i Århus Stiftstidende 21.07.2025