Den 8. marts er en dag, hvor vi hylder fremskridt for ligestilling, men også en dag, hvor vi må stille skarpt på de uligheder, der stadig præger vores samfund.
Ligestilling handler ikke kun om formelle rettigheder, men om reel frihed til at vælge sit eget liv. For mange kvinder er den frihed stadig begrænset. Vores vej til den endelige ligestilling skal vi lokalpolitisk arbejde mere for.
Vi har en forpligtelse til at handle og ikke kun at tale om ligestilling, men at sikre, at frihed og lige muligheder er en realitet for alle borgere, hvor end i verden man måtte komme fra.
Vi kan ikke kun overlade kampen mod social kontrol, vold og ulighed til frivillige organisationer som Søstre Mod Vold og Kontrol alene.
De gør et enestående stykke arbejde og er frontløbere, og de er vores læring til at forstå, hvor svært det er at leve med social kontrol, men det er også vores ansvar som byråd at sikre, at de ikke står alene i udfordringerne.
Vi må sikre, at kvinder, der ønsker at bryde fri fra social kontrol, har de nødvendige ressourcer til at gøre det.
Vi må styrke de beskyttelsestilbud, der findes, og vi må sætte systemerne i stand til at håndtere de komplekse udfordringer, som kvinder i udsatte positioner står overfor.
Som byråd har vi magten til at tage initiativ – til at styrke de kommunale indsatser mod kønsbaseret vold, til at øge støtten til krisecentre og til at sikre, at Aarhus Kommune aktivt modarbejder æresrelateret social kontrol mere.
De senere år har vi aktivt arbejdet for at gøre mere for krisecentret, men der skal stadig mere til. Det viser alle tal og fakta.
Forpligtelsen stopper ikke ved kvinderne. Ligestilling er en fælles opgave, og vi skal også sikre, at mænd, der oplever sociale og mentale udfordringer, også får den nødvendige støtte. Vi må tage mænds mentale sundhed alvorligt, forsøge at sikre ligestilling i forældrerollen og styrke de tilbud, der hjælper mænd, der falder igennem systemet.
Vi har muligheden for at forandre og for at gå forrest mod de strukturer, der stadig fastholder kønsopdelte arbejdsmarkeder.
Hvis vi ønsker flere kvinder i ledelse, skal vi selv som kommune være et forbillede og sikre, at kvinder har lige adgang til topledelse i det offentlige. Hvis vi ønsker flere mænd i omsorgssektoren, skal vi tage ansvar for at fremme en kultur, hvor det er en naturlig karrierevej for begge køn.
Vi skal ikke blot være en by, hvor vi fejrer fremskridt for ligestilling én dag om året. Vores by skal være en by, hvor vi dagligt arbejder for at fjerne de barrierer, der stadig står i vejen for lige muligheder.
Som byråd har vi et ansvar for at handle og for at sikre, at Aarhus bliver en by, hvor ingen holdes tilbage af gamle normer, ulighed eller social kontrol. Vi skal tage det alvorligt, også, når det kræver, at vi går ind i svære og kontroversielle debatter.
Udgivet i Århus Stiftstidende 08.03.2025


